Databeskyttelsesrådet bilægger tvister om TikTok-behandling af børns data

3 August 2023

Bruxelles, den 3. august — Det Europæiske Databeskyttelsesråd har vedtaget en afgørelse om tvistbilæggelse på grundlag af artikel 65 i GDPR vedrørende et udkast til afgørelse fra den irske databeskyttelsesmyndighed vedrørende TikTok Technology Limited (TTL). I den bindende afgørelse behandles juridiske spørgsmål på grundlag af indsigelser mod udkastet til afgørelse fra den irske databeskyttelsesmyndighed i rollen som ledende tilsynsmyndighed i forbindelse med TTL. Databeskyttelsesrådets bindende afgørelse sikrer, at de nationale databeskyttelsesmyndigheder anvender GDPR korrekt og konsekvent.

Den irske databeskyttelsesmyndighed fremlagde udkastet til afgørelse efter en undersøgelse på eget initiativ af TTL's behandling af personoplysninger om registrerede TikTok-brugere mellem 13 og 17 år samt visse spørgsmål vedrørende TTL's behandling af personoplysninger om børn under 13 år. Da der ikke blev opnået enighed om indsigelserne fra databeskyttelsesmyndigheder, blev Det Europæiske Databeskyttelsesråd anmodet om inden for to måneder at bilægge tvisten mellem databeskyttelsesmyndighederne.

Klagepunkterne vedrørte bl.a., om der var sket en tilsidesættelse af databeskyttelse gennem design og standardindstillinger med hensyn til alderskontrol, og om der var sket en tilsidesættelse af rimelighedsprincippet i forbindelse med visse former for designpraksis. 

Den ledende tilsynsmyndighed vedtager sin endelige afgørelse rettet til den dataansvarlige på grundlag af Det Europæiske Databeskyttelsesråds bindende afgørelser under hensyntagen til Det Europæiske Databeskyttelsesråds juridiske vurdering senest en måned efter, at Det Europæiske Databeskyttelsesråd har meddelt sin afgørelse. Det Europæiske Databeskyttelsesråd offentliggør sin afgørelse på sit websted, efter at den ledende tilsynsmyndighed har meddelt den dataansvarlige sin nationale afgørelse, og hvis det er relevant, er der foretaget eventuelle nødvendige redigeringer af Databeskyttelsesrådets bindende afgørelse.

 

Baggrundsoplysninger:

Yderligere oplysninger om artikel 65-proceduren findes i FAQ

The news published here does not constitute official EDPB communication, nor an EDPB endorsement. This news item was originally published by the national supervisory authority and was published here at the request of the SA for information purposes. Any questions regarding this news item should be directed to the supervisory authority concerned.