Bruxelles den 13. april – Det Europæiske Databeskyttelsesråd har vedtaget en afgørelse om tvistbilæggelse, jf. artikel 65 i GDPR, vedrørende et udkast til afgørelse fra den irske databeskyttelsesmyndighed om lovligheden af dataoverførsel til USA foretaget af Meta Platforms Ireland Limited (Meta IE) til Facebook-relaterede formål. I den bindende afgørelse behandles vigtige juridiske spørgsmål på grundlag af udkastet til afgørelse fra den irske databeskyttelsesmyndighed i rollen som ledende tilsynsmyndighed i forbindelse med Meta IE. Det Europæiske Databeskyttelsesråds bindende afgørelse spiller en central rolle med hensyn til at sikre, at de nationale databeskyttelsesmyndigheder anvender databeskyttelsesforordningen korrekt og konsekvent.
Da der ikke blev opnået enighed om indsigelserne fra flere databeskyttelsesmyndigheder, blev Det Europæiske Databeskyttelsesråd anmodet om at bilægge tvisten mellem databeskyttelsesmyndighederne inden for to måneder.
Nærmere bestemt afgør Det Europæiske Databeskyttelsesråd tvisten i sin bindende afgørelse på grundlag af, om der i den irske databeskyttelsesmyndigheds endelige afgørelse skal medtages en administrativ bøde og/eller yderligere påbud om at bringe behandlingen i overensstemmelse med bestemmelserne.
Den ledende tilsynsmyndighed vedtager sin endelig afgørelse rettet til den dataansvarlige på grundlag af Det Europæiske Databeskyttelsesråds bindende afgørelser under hensyntagen til Det Europæiske Databeskyttelsesråds juridiske vurdering senest en måned efter, at Det Europæiske Databeskyttelsesråd har meddelt sin afgørelse. Det Europæiske Databeskyttelsesråd offentliggør sin afgørelse på sit websted, når den ledende tilsynsmyndighed har underrettet den dataansvarlige om sin nationale afgørelse.
Det Europæiske Databeskyttelsesråd drøftede den italienske databeskyttelsesmyndigheds nylige håndhævelsesforanstaltninger mod OpenAI om deres tjeneste ChatGPT.
Det Europæiske Databeskyttelsesråd besluttede at oprette en særlig taskforce til at fremme samarbejde og gøre det muligt at udveksle oplysninger om databeskyttelsesmyndighedernes eventuelle håndhævelsesforanstaltninger.
Yderligere oplysninger om artikel 65-proceduren findes i FAQ.
The news published here does not constitute official EDPB communication, nor an EDPB endorsement. This news item was originally published by the national supervisory authority and was published here at the request of the SA for information purposes. Any questions regarding this news item should be directed to the supervisory authority concerned.